Semaglutid mod alkoholafhængighed

The SEMALCO Trial

Image by vector4stock on Freepik

Vi søger deltagere

+45 24 83 50 04

Antal deltagere inkluderet
91%

Opdateret 30.10.24

Har du et overforbrug af alkohol, og vil du være med til at bidrage til ny viden om alkoholbehandling?

Så har du måske muligheden for at være med i forskningsprojektet ”SEMALCO” der forsker i behandling af alkoholafhængighed, med lægemidlet semaglutid som er godkendt til behandling af type 2 diabetes og overvægt. Projektet foregår på Psykiatrisk Center København, Frederiksberg Hospital, og evt. Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet.

I dag mangler vi nyere og bedre medicinske muligheder for at behandle alkoholafhængighed. Studier i dyr og mennesker har vist, at GLP-1 lignende lægemidler, som er godkendt til behandling af type 2 sukkersyge samt overvægt, muligvis også fjerner trangen til at indtage alkohol.

I dette studie vil vi undersøge om behandling med lægemidlet Wegovy® sammenlignet med placebo (saltvand) – kan reducere alkoholindtaget hos patienter med alkoholafhængighed og samtidig overvægt, og herunder mekanismerne bag.

Du kan muligvis deltage, hvis du er mellem 18 og 70 år,

  • har et overforbrug af alkohol
  • lider af overvægt (BMI >30 kg/m2)
  • ikke har alvorlig psykisk sygdom eller diabetes (sukkersyge)
  • ikke har andre alvorlige sygdomme i f.eks. lever, hjerte, nyrer eller hjerne.
  • ikke har modtaget Antabus®, naltrexone® eller Campral® i de sidste 30 dage

For kvinder gælder det ydermere, at de ikke må amme, være gravide eller have et aktuelt graviditetsønske.

Hvad kan du forvente ved deltagelse

SEMALCO-studiet strækker sig over 26 uger, og det vil ved lodtrækning blive bestemt, om du skal modtage det aktive medicin Wegovy® eller placebo (saltvand). Medicinen gives som injektion ved ugentligt fremmøde.  Derudover vil der være to længere undersøgelsesdage af ca. 2,5 timers varighed i starten, og i slutningen, samt 4 kortere undersøgelsesdage undervejs. Til undersøgelsesdagene vil der blive foretaget fysisk undersøgelse, blodprøver, samt udfyldelse af spørgeskemaer. Derudover får alle deltagere tilbudt op til 10 samtale-sessioner, med en erfaren sygeplejerske trænet i kognitiv terapi. Alle besøg foregår i forskningsenheden, Psykiatrisk Center København, Frederiksberg Hospital.

I tillæg til ovenstående, vil en del af forsøgets deltagere få et tilbud om to scanninger af hjernen, én ved start og én efter 26 ugers behandling. Du vil efter førsteundersøgelsesdag, få at vide om du er inviteret til at blive scannet eller ej. Scanningerne foregår på Rigshospitalet. Der gives ikke økonomisk kompensation ved deltagelse i dette forsøg.

Dine rettigheder som forsøgsdeltager

Det er fuldstændig frivilligt at deltage og du kan til enhver tid trække dig ud af forsøget, uden at det påvirker din fremtidige behandling.

Hvem står bag

Projektet ledes af overlæge og professor Anders Fink-Jensen, Psykiatrisk Center København. Studiet er finansieret fra forskellige forskningspuljer, herunder Novo Nordisk Fonden, Fonden Novavi og Forskningspuljen fra Region Hovedstadens Psykiatri. Hverken støttegivere eller forskningsgruppen har økonomiske interesser i udførelsen eller resultaterne af projektet. 

Godkendelser

Projektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité samt Lægemiddelstyrelsen (EU TRIAL NUMBER:  2023-503371-25-0) og Datatilsynet (P-2023-187). ClinicalTrials.gov identifier NCT05895643. UTN-NUMBER: U1111-1286-6919.

Opdateret 19.06.23